-
Flere i Danmark tyer til online lægehjælp i ydertimerne
Источник: BDK Borsnyt / 28 ноя 2024 03:05:27 America/New_York
Flere kunder hos danske forsikringsselskaber tyer til hjælp af læger online, når deres egen læge har lukket. Det oplyser forsikringsselskaberne Tryg, Alm. Brand Group, Topdanmark og Gjensidige. Ifølge Tryg har forsikringsselskabet i år allerede registreret 127 procent flere online lægekonsultationer i 2024 sammenlignet med hele 2023. Hos Topdanmark har man registreret en stigning på 41 procent i antallet af online lægekonsultationer, når man sammenligner perioden fra januar til september i 2022 med samme periode i 2024. Det er særligt børnefamilier, der gør brug af tilbuddene. Ifølge Alm. Brand Group, som dækker over både Alm. Brand og Codan Forsikring, er fire ud af ti af deres henvendelser vedrørende børn. Derudover oplyser selskaberne, at henvendelserne ofte er i forbindelse med mindre alvorlige sygdomme såsom hudproblemer og øjenbetændelse. Men ifølge Tryg kan det også være i mere akutte tilfælde, hvor patienten vil vide, hvad næste skridt skal være. - Det kan også være et akut traume, hvor man gerne vil have afklaret, om man skal på en skadestue eller have hurtig behandling, siger Jytte Adelmark, sundhedsdirektør i Tryg. Både Tryg og Gjensidige oplyser dog, at tilbuddet ikke er en erstatning for egen læge, men "et godt supplement". Det er dog ikke alle selskaberne, der oplever en lige stor stigning. Hos Gjensidige er der en stigning på otte procent, når man sammenligner antallet af lægekonsultationer i 2023 med antallet i 2024. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/flere-i-danmark-tyer-til-online-laegehjaelp-i-ydertimerne